Der har været masser af gode ting i optakten til den nye gymnastiksæson, og et par enkelte bump, men dem fokusere vi ikke på lige nu.
Vi starter op med gymnastik igen i næste uge, med springgymnastik om tirsdagen og børnegymnastik om onsdagen.
Vi har fundet en ny træner til vores springgymnastikhold som har mange års erfaring - det er guld værd for en mindre forening som vores. Så derfor skal hun forkæles lidt ekstra, så hun virkeligt falder godt til :)
Inden sommerferien hørte vi fra nogen af pigerne i 4. klasse at de ikke måtte gå til gymnastik efter sommerferien, for der var jo kun hold til 4. klasse. Sådan har vi ikke ment at det var, men hvis det er holdningen ude i byen, er det jo svært at gøre ret meget ved.
Men det ville jeg gøre noget ved. I en kombination af godt samarbejde mellem forskellige frivillige i byen og trænere som vil hjælpe til med at hente børn i børnehaven, så holdene kan komme tidligere i gang, er det lykkedes at få planlagt vores træninger så vi max har 2 årgange pr hold (et stort ønske fra flere trænere) samt vi har fået mulighed for at tilbyde et nyt hold for 5. klasse og ældre.
Det nye hold skulle markedsføres, så der ikke var tvivl i Suldrup om at holdet eksisterer. Vi er gode til at bruge Facebook, men der skulle lidt ekstra til... Men hvad.
Jeg sidder med i DGI Nordjyllands drengesatsningsudvalg, hvor der pludseligt blev en mulighed for at byde ind på arrangementet 10.000 drenge på 10 dage. Det koster lidt penge, men hvis vi hiver lidt nye medlemmer ud af det, kan vi hurtigt få betalt arrangementet tilbage i medlemskontingent. Men det kræver også frivillig tid, og her var vi et par stykker der gerne ville investere noget af vores egen købte fritid i projektet.
Vi fik arrangementet til Suldrup i samarbejde med Suldrup Skole, og samtlige drenge på Suldrup Skole blev tilbudt en workshop hvor 3 knægte fra FaceOff præsenterede en nytænkende tilgang til springgymnastikken. Efter hver workshop fik vi fra foreningen mulighed for at tale lidt med børnene hvor vi kunne præsentere de tilbud vi har til dem i vores forening. De fik alle en seddel med hjem, så de kunne se hvilken dag deres hold træner, samt hvornår der er opstart.
Her i ugen op til sæsonstart, har jeg så igen været i gang med at samarbejde med Suldrup Skole. Det blev til deltagelse i idrætsundervisningen for 6., 7. og 8. klasse. Igen lidt en investering af min egen købte fritid, men sikke en oplevelse. Det vil jeg gøre igen hvis jeg får muligheden for det.
Både piger og drenge fra de 3 årgange fik lov til at mærke på egen krop hvordan en springgymnastiktræning vil kunne være med mig som træner. Heldigvis kommer jeg ikke til at stå alene med det hold, men jeg får god hjælp fra både Mette, Mille og Nanna.
Den sidste ting vi har gjort for at sikre medlemmer i gymnastikafdelingen i år er at uddele holdkataloger til alle i børnehaven og på skolen.
I sidste weekend skulle jeg have været på kursus sammen med Mette, men kurset blev desværre aflyst. I dag skal vi så afsted på et andet kursus, så vi kommer forhåbentligt hjem med en masse ny viden og inspiration til den nye sæson.
Det bliver stort.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Bemærk! Kun medlemmer af denne blog kan sende kommentarer.