Lige nu hvor det er ca. 45 minutter siden at jeg forlod lokalerne ved IK Frem Motionscenter, har jeg lidt svært ved at forstå at det kan give ny og ekstra energi med motion. Lige nu er kroppen og hovedet i hvert fald noget træt.
Jeg tror at det er ca. 7 år siden at jeg var tilmeldt en forening eller et motionscenter sidst, så det var da også på tide at komme i gang igen.
I løbet af forår og sommer er der sket lidt ekstra med vægten og nu hvor temperaturen er faldet og det er blevet tid til at finde de langærmede skjorter frem, har der været en del som ikke kom helt på. Det skal der gøres noget ved, så nu er det tid til at få rørt kroppen, få smidt lidt kg, og få tanket noget ekstra energi.
Det hjælper forhåbentligt også med til at det ikke er så hårdt når vi om en måneds tid skal til at flytte. De dage bliver der i hvert fald mange løft og der skal tages mange skridt, så det vil være fint at være i lidt bedre form på det tidspunkt.
I weekenden håber jeg på at vejret ikke bliver alt for skidt. Hvis det ikke gør, får jeg også en del ekstra motion, for så skal der lægges fliser i carporten. Det bliver ikke den endelige løsning, for jeg tror ikke på at jeg på dette tidspunkt kan lægge en indkørsel som holder sig fin i lang tid.
Derudover forventer jeg heller ikke at der er ryddet helt op i indkørslen hvor der i dag er mange byggematerialer. Der er dog ingen inde i carporten, så der kan jeg få fordelt et tyndt lag sand, som jeg bare forventer at planere med en rive og så lægge fliserne rimeligt derpå.
Dermed vil vi have fliser udenfor døren så vi ikke kommer til at slæbe alt for meget sand med ind hele vinteren.
Udover at det var hårdt, var det en positiv oplevelse med masser af hjælp til indmeldelse, træningsprogram og svar på mine spørgsmål. I forhold til prisen i større motionscentre er de 200 kr for en måned mere mig, og jeg kan få det til at passe med at jeg kører lige forbi på vej hjem.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Bemærk! Kun medlemmer af denne blog kan sende kommentarer.