Det har været meget svært at finde ud af hvilken dag vi var ved i denne uge. Det har været en fuldstændig rundt på gulvet uge med kaos, sorg, udfordringer og masser af snak.
Natten til mandag døde min far af kræft, og jeg har derfor været en del hos min mor for at hjælpe hende.
Jeg ser meget sjældent så meget til min familie som det har været tilfældet i denne uge, og desværre har det jo været grundet sorg og ikke glæde at vi har set hinanden.
Det har været hårdt, men jeg kan også mærke at vi har fået bearbejdet min fars sygdom godt mens han stadig var levende, for det var ikke helt så hårdt at miste ham som jeg havde frygtet. Da det endeligt skete, var det både sørgmodigt, men også samtidig en lettelse, for han kunne ikke mere til sidst, og han lå bare i sengen uden stemme og uden syn.
I går var vi til bisættelsen hvor den del af familien som ikke havde nået at være forbi tidligere kom og deltog. Min morbror har kræft i hovedet ligesom min far havde, og de mødte også op, men hold op hvor var det hårdt at se dem, og det så ud til at de havde det endnu værre end os. Det kommer også tæt på når man skal med i kirken for at tage afsked med en som fejler det samme. Det kommer lidt tættere på.
Med ustabile arbejdstider, næsten weekend-agtige hverdage osv. har det været svært at finde hoved og hale i hvilken dag vi har haft.
Nu har vi været til 3 begravelser/bisættelser indenfor lidt over et halvt år, og der går nok ikke voldsomt længe inden vi skal afsted igen. Så nu vil vi gerne snart have lidt ro på og få en masse mere glæde at tale sammen om.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Bemærk! Kun medlemmer af denne blog kan sende kommentarer.