Dybt inde i mig er der en bonderøv som gerne vil have lov til at blive sluppet fri. Drømmen er et lille landsted hvor der kan anlægges en god køkkenhave, en mindre frugtplantage, et par dyrehold og meget gerne lidt skov.
Der vil være meget arbejde i det, men jeg er sikker på at det vil være indsatsen værd. Jeg ville elske at have et par hængebugsvin gående i skoven hvor de kunne finde størstedelen af deres mad selv. Et par høns skal der også være så vi kan få friske æg, og måske et par gæs som kan gå rundt under frugttræerne og spise græsset samt det nedfaldne frugt.
Træerne i skoven skal bruges til brændeovnen og måske skulle der også være et brændefyr, men der er vist lidt besværligt med sådan et fyr hvor man manuelt skal fyre. Ellers skal skovens træer benyttes til at lave pæle til indhegning, bygge højbede og andre gør det selv projekter.
Huset skal ikke være nyt og i tip top stand. Det må gerne være noget halvgammelt noget, men ydervægge og tag skal helst være i god stand. Resten tror jeg på at jeg selv ville kunne rykke ned og bygge op, så man får et hus der er indrettet præcist som man gerne vil.
Udover at jeg tror på at det er sundt at lave meget fysisk arbejde og gå rundt i haven og naturen i nogen timer hver dag, vil der også være en stor tilfredsstillelse i at lave sin egen mad, bygge sit eget hus osv.
Drømmen er der, men der er et stykke til at kunne nå den. For det første skal der være nogen som køber vores hus. Vi har haft det til salg i næsten 3 år, og har nu taget det af. Så som det ser ud lige nu er der i hvert fald ikke nogen der køber det.
Der er også mange overvejelser i forhold til børnene, for hvad nu hvis vi flytter på landet. Hvor langt er der til børnehave, dagpleje og skole. Har vi lyst til at skulle køre frem og tilbage hver dag, eller er det måske bedre at bo på en lille lukke villavej som nu hvor der bor mange jævnaldrende som man bare kan løbe over til når man gerne vil lege med nogen.
Ønsket om livet på landet er dog så stort så de køreture som det ville kræve vil gøre det op. Vores dagplejer er alligevel ca 6 km væk i dag, så det bliver nok ikke meget anderledes, så hvis bare der var nogen der ville købe huset, kunne vi komme på landet og leve.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Bemærk! Kun medlemmer af denne blog kan sende kommentarer.